Overskud i Bjert Invest - planer om virksomhedsopkøb

Pressemeddelelse

Bjert Invest koncernen kommer ud af regnskabsåret 2016/2017 med et overskud på ca. 4 mio. kr. Ledelsen har positive forventninger til fremtiden. I det netop afsluttede regnskab blev efterspørgslen efter at blive en del af Design City Kolding cementeret, og der arbejdes på yderligere virksomhedsopkøb.

 

Bjert Invest koncernen er et privat investeringsselskab med rødder i Kolding. Forretningsmæssigt arbejder koncernen inden for tre områder: Ejendomme via Bjert Ejendomme A/S, virksomhedsudvikling gennem Bjert Private Equity A/S og finansiering og investeringer i værdipapirer via Bjert Finans A/S.

Samlet set kommer Bjert koncernen ud af regnskabet 2016/2017 med et overskud på ca. 4 mio. kr. mod et underskud året før på 96 mio. kr. efter skat.

”I Bjert Invest har vi et langsigtet perspektiv for vores forretning. Derfor tog vi sidste år nogle ret store nedskrivninger med henblik på at trimme og fremtidssikre koncernen. Overskuddet vi præsterer nu viser, at vores primære forretning er i god gænge, og at vi har skåret vores forretning rigtigt til. Vi står med en koncern, som er solid og har styrken til bl.a. at øge vores investeringer i opkøb af nye virksomheder, ” siger Martin Jensen, adm. direktør i Bjert Invest.

 

Design City Kolding udvikler sig stærkt

Bjert Invest står bl.a. bag Design City Kolding, som er centrum for finans- og vidensmiljøer. Her er to nye finanshuse under opførelse, som bl.a. skal huse Sydbank og Danske Bank. Nordea har i forvejen hjemme i Design City Kolding.

”Design City Kolding udvikler sig meget positivt, og står meget stærkt som center for finans og viden i vores landsdel. Vi oplever – hele vejen rundt – en stigende efterspørgsel efter at blive en del af Design City Kolding,” siger Martin Jensen.

 

Planer om nye investeringer

Bjert Invest investerer i virksomhedsudvikling via selskabet, Bjert Private Equity A/S. Koncernen har investeret i en række virksomheder. Målet er, at Bjert Private Equity skal videreudvikle disse virksomheder og dermed øge deres værdi. I porteføljen er virksomheder som TT Woodcare og X-Mile.

”Vi er klar til at investere i flere virksomheder som majoritetsaktionær, når den rigtige mulighed byder sig. Vi går efter virksomheder med vækstpotentiale, og så skal de have gode værdier, som vi kan se os selv i. Vi går altid ind i nye virksomhedsinvesteringer med det klare mål at kunne bringe ny viden og erfaring med, som medfører en positiv og god udvikling for virksomheden,” siger Martin Jensen.

Han glæder sig over, at koncernen udvikler sig sundt og stærkt, og at der er fuld fokus på ’business as usual’.

Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til: Martin Jensen, adm. direktør i Bjert Invest A/S, tlf.: 51 88 40 14, mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

BI regnskab 2016 17 

Foto: Overskud i Bjert Invest koncernen, som bl.a. står bag Design City Kolding, som er centrum for finans- og vidensmiljøer. Her er to nye finanshuse under opførelse, som bl.a. skal huse Sydbank og Danske Bank.

Denne hjemmeside bruger cookies.

Læs mere om vores cookies på siden fortrolighedspolitik.